0

varer tilføjet. Pris i alt inkl. moms: 0,00 DKK

 

Mad & Vin

Til en god madoplevelse hører en god vinoplevelse og viceversa. Vi har derfor valgt at give et beskedent bud på forretter, hovedretter og desserter, som passer fortrinligt til vore vine.

Udbuddet er begrænset, men du kan være med til at udvikle siden ved at indsende dine egne oplevelser med mad, som du mener passer til vore vine. Det er ikke meningen, at siden skal udvikle sig til en miniudgave af ”Sølvskeen”, men blot være et aktivt

link til ideer og egne gode oplevelser, hvor mad og vin går op i en højere enhed. Du kan bidrage med input til siden ved at indsende dit forslag til mail@dammvine.dk

Opskrifter

Chilisuppe

4 personer

Fremgangsmåde

Ingredienserne er skrevet op i den rækkefølge jeg tilsætter dem… men det bestemmer I selvfølgelig selv.

Lad det hele stå og småsnurre ca. ½ time inden piskefløden tilsættes.

Velbekomme.

Ingrediensliste

Lidt olivenolie
500 g hakket oksekød
Frisk chili (smag dig frem) eller stærk chilikrydderi,  evt. chili sauce
1 stort løg i tern
1-2 rød peber i tern
Evt. 1 dåse syltet rød peber
1 stor dåse majs
1-2 dåser flåede tomater
Salt og peber
Piskefløde efter behag


Tomatsuppe

4 personer

Fremgangsmåde

Hak hvidløgene fint, skær rødløg og peberfrugter i fine tern og sautér i olien.

Tilsæt de flåede tomater, chili, hvidvinseddike, rørsukker og lidt salt. Dette simrer under låg i 20 minutter.

Blend suppen med frisk basilikum og smag til med salt og peber.

Server suppen med brød og garnér med frisk basilikum.

Velbekomme.

Ingrediensliste

2 spsk. god olivenolie
2 fed hvidløg
1 rødløg
2 røde peberfrugter
2 ds. flåede tomater
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. rørsukker
Havsalt
Friskkværnet sort peber
Evt. finthakket frisk rød chili
1 håndfuld frisk basilikum

Ciabattabrød


Minestronesuppe

4 personer

Fremgangsmåde

Rodfrugterne og bacon skæres i grove tern og sauteres i en gryde med olivenolie.

Hakkede tomater og bouillon tilsættes. Koges i ca. 40 min.

Pastaen koges og vendes i minestronen før servering.

Serveres med friskhakkede urter som f.eks. kørvel eller brøndkarse og med et godt brød til.

Velbekomme.

Ingrediensliste

Gulerødder, persillerødder, selleri og porrer – i alt ca. 900 g
1 pakke bacon
Lidt olivenolie
1 dåse hakkede tomater
1 liter oksebouillon
1 kop pasta


Risotto med broccoli og champignon

4 personer

Fremgangsmåde

Skyl broccoli og champignons grundigt og skær i mindre stykker. Tag nogle broccolibuketter fra.

Hak det skrællede løg og hvidløget. Olien varmes godt på en pande, og løg og hvidløg svitses, så de får lidt farve. Dernæst tilsættes brocolli og champignons og bland det hele.

De rå Risotto ris tilsættes, og det hele steges et par minutter. Hæld bouillonen på panden, lidt ad gangen, så risene suger al væden før mere bouillon hældes ved. Kog risene ca. 18 minutter. Risene skal være bløde og virke cremet.

Imens risene koger, tilberedes de resterende brocollibuketter, som koges i letsaltet vand i 2-3 minutter – ikke mere. De må ikke koge for længe og blive bløde. Kom broccolien i risottoen.

Den revne parmesanost røres i, og retten smages til med timian, salt og peber.

Serveres med salat (rucola) og lækkert brød.

Velbekomme.

Ingrediensliste

250 g broccoli
100 g champignon
1 stort zittauerløg
1-2 fed hvidløg
2 spsk. god italiensk
olivenolie
4 dl. Risotto ris
Ca 10 dl. grønsagsbouillon
1-2 dl. revet parmesan
1 lille spsk. frisk timian
1 tsk. salt


Spaghetti Carbonara (Maria Pelle Johansen)

4 personer

Fremgangsmåde

Steg bacon, vinen hældes i – løget tilsættes og fortsætter med at koge. Tilsæt evt. mere vin.

Æg og ost piskes sammen. Når pastaen er færdigkogt, sies den, og derefter hældes den tilbage i gryden.

Tilsæt derefter bacon-sovsen og sidenhen ægge/osteblandingen.

Det hele røres sammen – smag til med peber.

Velbekomme.

Ingrediensliste

1 stort løg
1-2 fed hvidløg
Olivenolie
2 pk. Pancetta i tern
1 glas hvidvin
4 æg
1 håndfuld Pecorino fåreost – mozzarella ost kan også bruges
Peber – meget
Spaghetti i saltvand


Italiensk brød

20 boller, 3 flutes eller 1 stort brød

Fremgangsmåde

Hæld melet op i en stor skål og tilsæt salt. Tilsæt den udrørte gær og olie. Hæld vand i mens du rører med en grydeske – indtil dejen har en blød elastisk konsistens. Den skal kunne røres med grydeskeen uden problemer i skålen og ikke æltes med hænderne. Tildæk skålen og lad dejen hæve i minimum 2 timer. Hvis du øger gærmængden, forkortes hævetiden. Du kan ligeledes med fordel bruge lidt mindre gær og forberede dejen om aftenen, lad den hæve koldt og godt tildækket – så er den klar om morgenen til morgenbrød.

Forvarm ovnen til 250º. I en bradepande beklædt med bagepapir sætter du små boller ved hjælp af 2 spiseskeer (dejen skal være for blød til at kunne rulle dem i hånden), eller hæld hele dejen ud på pladen til et stort brød. Du kan også lave 3 flutes. Pensl med lidt vand og drys eventuelt med blå birkes eller f.eks. kommen, salt, rosmarin, solsikkefrø eller sesamfrø. Sæt brødet i ovnen. Skru varmen ned på 200º.

Bollerne skal have ca. 20 min. - brødet ca. 40 min.

Du kan sagtens variere brødet med forskellige typer groft mel, spelt eller andet. Skal du bruge brødet som tilbehør til mad, kan du med fordel røre grofthakkede oliven eller soltørrede tomater i dejen.

Velbekomme.

Ingrediensliste

500 g durum hvedemel
500 g italiensk mel Farina OO (eller alm. hvedemel)
Ca. 8 dl. vand – til konsistensen passer
25 g gær udrørt i lidt lunkent vand
2 spsk. olivenolie
1 spsk. salt
Birkes, solsikkefrø, sydesalt eller andet drys